Rengøring
af køl og frys

Råd til rengøring af køl og frys

Hvis køleskabet er kommet til at lugte, skal hele køleskabet gåes efter for gammel mad og derefter gøres grundigt rent.

Rengøring kan klares med vand med opvaskemiddel.

Madvarer må aldrig røre ved køleskabets bagvæg. De fryser ofte fast til den, og når isen smelter løber mad og vand ned i afløbshullet. Dernæst vil maden blive varmet op i afrimningsskålen - og så kommer det til at lugte grimt.

Første skridt til et velduftende køleskab er derfor en gennemgang af afrimningsskålen, der i de fleste tilfælde sidder bag på køleskabet.

Træk køleskabet ud og rengør skålen og rens derefter afløbet indeni køleskabet med en vatpind eller en piberenser.

Dernæst skal hele køleskabet tømmes og vaskes grundigt af med vand tilsat universalrengøringsmiddel eller opvaskemiddel.

Hylder og skuffer tages ud og vaskes op, inden alt tørres grundigt af.

Tager det ikke lugten, kan du bruge rodalon. Det er dog sjældent, at rodalon er nødvendigt.

Det er vigtigt, at lade køleskabet tørre helt, inden du fylder, og lukker det igen, da fugt er grobund for skimmel.

 

Ingen strøm

Ved længerevarende strømafbrydelse efter seks til syv timer, kan det ikke udelukkes, at nogle madvarer i køleskabet har taget skade.

 

Som tommelfingerregel kan man sige, at fersk kød, fisk, pålæg, mælk, middagsrester og andre letfordærvelige fødevarer kan være ødelagt af bakterier, hvis de har været opbevaret væsentligt over 5 grader i timevis.

Hvis man synes maden lugter dårligt, bør man smide den ud.
En lukket fryser klarer typisk en strømafbrydelse i mindst 24 timer, uden at maden begynder at tø. Det afhænger dog af, hvor godt fryseren er isoleret, og hvor fyldt den er. I en fyldt fryser holder maden sig kold længere end i en næsten tom.
Mad, som er tøet, bør ikke fryses ned igen, med mindre man tilbereder den først.

Er fryseren ødelagt, evt. ved at tøvand er løbet i fryserens indvendige isolering, kan lugten ikke fjernes og fryseren må erstattes.

Undgå lugt i køleskab

Den nemme udvej til et rent køleskab er ikke overraskende løbende rengøring og vedligeholdelse.

 

Udover rådet om ikke at have madvarer placeret helt oppe ad bagvæggen, anbefales det, at man gør køleskabet rent en gang om ugen eller hver anden. Gør man det jævnligt, behøver man sjældent kaste sig ud i en gennemgribende rengøring.

Køleskabet gøres nemmest rent, når det er mest tomt, for eksempel lige inden den store indkøbstur.

Vask det med vand tilsat et par dråber opvaskemiddel og sørg for, at alt er tørt og rent, inden du fylder køleskabet op igen.

For at forebygge at køleskabet kommer til at lugte, kan du følge disse køleskabsvaner, så du undgår, at køleskabet kommer til at lugte igen:
Pak madvarer forsvarligt ind.
Sørg for, der ikke er gammelt mad i køleskabet.
Undgå at overfylde køleskabet.
Sørg for, at dryprenden bagerst i køleskabet altid er tør og ren.
Gør køleskabet jævnligt rent.

5 og minus 18 grader

Tjek at køleskabets temperatur ikke er højere end 5 grader. Temperaturen i frysen skal være minus 18 grader i en normal bolig.

En temperatur på 5 grader i køleskabet betyder nemlig at bakterierne spreder sig meget langsomt. Hvis temperaturen kommer bare lidt højere op, får bakterierne pludselig nemmere ved at sprede sig. 

Tjek temperaturen med et termometer og husk at måle flere steder i køleskabet. Mælk og kød skal gerne stå der, hvor der er koldest, så bakterierne ikke formerer sig. 

Elektriker
book
her
Book os